2.18 Nyt mindset

PLANLAGT FORÆLDELSE

 

 

>>> Mekanisk forældelse. Dit produkt virker ikke længere på grund af et materiale eller en komponent, der fungerer dårligere eller helt er gået i stykker (typisk efter garantiens udløb).

 

>>> Funktionel forældelse. To elller flere dele i produktet kan ikke længere arbejde sammen - eksempelvis hardware og software på grund af opdateringer.

 

>>> Psykologisk forældelse. Dit produkt virker stadig, men du er utilfreds med det på grund af nyere modeller, som du hellere vil have.

 

>>> Økonomisk forældelse. Dit produkt har brug for en reparation, men det kan ikke betale sig på grund af for høje omkostninger i forhold til at købe nyt.

Nyt mindset

 

Når det kommer til vores forbrug, er der uden tvivl behov for et helt nyt mindset. I den forbindelse er det vigtigt at være opmærksom på, at store kapitalkræfter arbejder på at holde os fast i vores forbrugsmønster, og at vores forbrug ikke altid er forbundet med et egentlig behov.

 

Om der er tale om tekstiler, elektronik eller fødevarer er vores forbrug drevet af en gennemtænkt og målrettet markedsføring. Formålet er at få forbrugeren til at købe så meget som overhovedet muligt.

 

Det strider i den grad mod tankegangen i den cirkulære økonomi. Psykologisk og økonomisk forældelse (fra planlagt forældelse) spiller her en vigtig rolle for at få os til at forbruge mere. Vi higer efter det nyere og smartere, i stedet for at bruge det, vi har. Samtidig koster det for meget at få repareret et par hullede bukser eller en tablet, og det er derfor ikke længere noget, man bare gør.

 

Med et andet ”mindset” kan man forestille sig et forbrug, hvor man kun køber, hvad der er nødvendigt. Det vil i udgangspunktet være forbrugeren, der på et oplyst grundlag selv bestemmer, hvad behovet er. Men hvordan sikrer man det? Hvordan undgår man at købe for meget? Netop den snak havde Familien Almindelig, inden de gik på forbrugsjagt i deres hus.

 

Efterfølgende vedtog Familien Almindelig følgende regler:

 

>>> Man skal kun have det, man har brug for, og derfor ikke mere end man kan bruge.

 

>>> Brugte forbrugsgoder skal prioriteteres, selv om hele verden ikke kan gøre det samme. Nogen skal jo købe nyt.

 

>>> Og så skal de miljømærkede produkter prioriteres, velvidende at selv økologiske og svanemærkede produkter er forbundet med et ressourceforbrug og tilhørende miljøbelastning.

CIRKULÆR ØKONOMI

af MutualKnowledge

© Copyright. free to circulate.

KONTAKT INFO:

 

Institut for Planlægning

Aalborg Universitet, København

A. C. Meyers Vænge 15

2450 København SV

Email: msjo@plan.aau.dk